Lindetræer er gode bytræer med stor biodiversitetsværdi og samtidig meget klimatolerante. Derfor bruges de ofte i bymiljøer, men lindebladlus, som forekommer på mange Tilia-arter, kan give problemer. Den klæbrige honningdug, som lusene udskiller, er generende, når den rammer parkerede biler eller byrumsinventar. Heldigvis findes der også en række lindearter, som er resistente over for lus.

De bedste drypfri lindetræer

Et godt artsvalg er den bedste garanti mod gener fra bladlus og dannelse af soddug. Særligt til planlæggere af det offentlige rum har vi samlet vores erfaringer med forskellige Tilia-arter og udarbejdet en liste over arter, som under de fleste forhold er lidt eller slet ikke modtagelige for lus.  

Hvilke problemer giver bladlus?

Bladlus overvintrer på årsskuddene og omkring knopperne. Om foråret fødes de hunlige lus, og især ved skiftende tørre og våde perioder kan populationen vokse eksplosivt. Lusene suger saft fra bladene. Overskydende væske (honningdug) udskilles og danner et klæbrigt lag, så træet og alt, der står tæt ved det, bliver klistret. Denne klæbrige belægning er også grobund for sodskimmelsvamp. Soddug danner en hinde på bladet, som skærmer for sollyset. Det reducerer den langsigtede vækst, og bladet vil dø tilbage.

Kan angreb af bladlus forebygges?

Selv relativt resistente arter kan blive plaget af bladlus. Det hænger næsten altid sammen med vækstbetingelserne, for hvis et træ står på en dårlig voksested, er det altid mere modtageligt for sygdomme og skadedyr. I kampen mod bladlus er det derfor vigtigt at give lindetræet gode vækstbetingelser. Tilia kræver en luftig jord, ikke for våd, og god solindstråling.